REFERAT AF FORTSÆTTENDE GENERALFORSAMLING
DEN 8. NOVEMBER 2007.
Baggrund
På den ordinære generalforsamling den 24. september 2007 orientere formanden om, at der i strid med foreningens vedtægter ved Brøndby Alle 4 er opført en mur som hegn mod vej og at noget tilsvarende er planlagt Markvej 56. Det besluttedes, at bestyrelsen hurtigst muligt skulle komme med forslag til vedtægtsændring, så det bliver tilladt på visse betingelser at opføre murværk i skel langs vej. Generalforsamlingen kunne herefter tage beslutning for eller imod en vedtægtsændring.
I overensstemmelse med beslutningen afholdtes den 22. oktober 2007 ekstraordinær generalforsamling, Imidlertid var antal af repræsenterede parceller så begrænset, at den ekstraordinære generalforsamling ikke var beslutningdygtig, hvorefter der i henhold til foreningens vedtægter blev indkaldt til fortsættende generalforsamling.
Den fortsættende generalforsamling
Til dirigent blev valgt Aase Thusholt. Der var fremmødt deltagere fra 26 parceller. Det fremgår af vedtægterne, at foreslåede vedtægtsændringer på en fortsættende generalforsamling kan vedtages hvis 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Der var i forvejen udsendt 2 forslag til vedtægtsændringer, det forslag som var udarbejdet af bestyrelsen efter generalforsamlingens anmodning, og som gav mulighed for på visse betingelser at opføre murværk som skel mod vej med en højde på 180 cm (højden reguleres af lokalplaner mv.). Det andet forslag var udarbejdet af Palle Bengtsson, Brøndby Alle 4. Forslaget gav mulighed for at opføre murværk som skel mod vej med en højde på 120 cm og indeholdt endvidere en dispensationsmulighed, hvor der var særlige gener fra erhvervsvirksomhed på naboejendommen.
Den fortsættende generalforsamling diskuterede de fremsatte forslag. Det blev fra flere sider tilkendegivet, at det var vigtigt at fastholde det grønne præg, der dominerer området, ellers kommer området til at ligne en stenørken. Der blev gjort opmærksom på, at andre steder, hvor der ikke var en effektiv regulering kommer kvarterer til at ligne noget Klondike (f.eks. Pilevangen). Der blev udtrykt frygt for at mure ville blive overmalet med graffiti. Andre gav udtryk for, at murværk ville se pænere ud end hække og træhegn, der ikke vedligeholdes.
Et medlem påpegede, at hegn mod vej skal holdes helt inde på egen
grund. Bestyrelsen bekræftede dette og supplerede med, at plantning af
hække som hegn mod vej skal ske 30 cm fra skellinien, så den udvoksede
hæk helt står på egen grund. Problemet var også omtalt
på den ordinære generalforsamling. Det er kommunen, der er påtaleberettiget,
hvis hegn mod veje går ind over fortov/vej. Eventuelle problemer vil blive
aktualiseret når elluftledningerne i 2009 nedgraves og der skal opsættes
nye lysmaster langs skel.
Der blev under diskussionen endvidere påpeget de meget begrænsede
muligheder lokalplanen giver for erhvervsvirksomhed i området.
Et andet medlem var generet af trafikstøjen fra Gl. Køge Landevej og ønskede fuld frihed til at opsætte -støjdæmpende – hegn efter eget valg. Herudfra suspenderes den fortsættende generalforsamling i kort tid for at give bestyrelsen mulighed for at formulere et supplement til vedtægtsændring så de parceller, der har skel mod Gl. Køge Landevej langs denne vej kunne opsætte hegn efter eget valg. Denne tilføjelse skulle indarbejdes i begge forslag.
Der var enighed om, at såfremt et af de fremsatte forslag til vedtægtsændringer blev vedtaget skulle der ske en sproglig finpudsning, så det blev juridisk korrekt.
Afstemning
Der blev afholdt skriftlig afstemning om de 2 forslag, begge suppleret med den udarbejdede tilføjelse om mulighed for frit valg af hegn ud mod Gl. Køge Landevej. Der blev udpeget 2 stemmetællere, Stina Andersen og Karsten Jensen.
Først stemtes om det forslag, der var udarbejdet af bestyrelsen, og
som var det mest vidtgående.
2 stemte for og 24 stemte imod. Forslaget var dermed forkastet.
Derefter stemtes om det forslag, der var udarbejdet af Palle Bengtsson.
9 stemte for og 17 stemte imod. Forslaget var dermed forkastet.
Afslutning
Som svar på spørgsmål fra forsamlingen oplyste formanden, at bestyrelsen nu måtte samles for at diskutere situationen, og at det var formandens opfattelse, at der måtte rettes henvendelse til Palle Bengtsson, Brøndby Alle 4 om indenfor en rimelig tidsfrist at sørge for at foreningens vedtægter blev overholdt. Bestyrelsen går ud fra at pålægget respekteres, men ville om nødvendigt tage yderligere skridt for at sikre efterlevelse af foreningens vedtægter.
Det blev af bestyrelsen bekræftet, at såfremt den planlagte mur på Markvej rykkes tilbage, så den kommer til at stå 1 meter fra skellinien, vil muren ikke længere være omfattet af reglerne i vedtægternes § 14. Ligeledes blev bekræftet, at der ikke er noget til hinder for at lægge fliser mellem skel og mur.
Afslutningsvist nævnte dirigenten, at generalforsamlingens beslutning om at forkaste forslagene var klar. Bestyrelsen kunne eventuelt drøfte om den fandt grundlag for til næste generalforsamling at komme med forslag til ændring af vedtægternes § 14 så parceller, der var særligt generede af erhverv, der støder op til foreningens område eller af støj fra Gl. Køge Landevej ud mod denne vej kunne opføre særlige hegn, der dæmpede støjgenerne.
Brøndby, den 13. november 2007
_______________________________
Dirigent