Januar 2009
Til foreningens medlemmer
Orientering om regler for hegn mod vejskel
Som det formentlig vil være bekendt har der gennem længere tid verseret
sager omkring hegn mod skel og muligheden for at ændre de gældende
regler i foreningens vedtægter. Det er herunder ved afstemninger på
flere generalforsamlinger konstateret, at der bl.a. foreningens medlemmer er
en stor majoritet, der ikke ønsker ændring i de hidtil gældende
vedtægter herom.
På den baggrund har bestyrelsen fundet det hensigtsmæssigt at præcisere de gældende regler for foreningens medlemmer.
Vedtægternes § 14 lyder således
Alle parceller anlægges som haver og vedligeholdes med beplantning.
Grundejerne har hegnspligt. Hegnene mod vej skal være levende hegn, plantesten
eller af træmateriale Hegn mod vej må ikke opføres som murværk.
Udover de forpligtelser vedrørende opsætning og vedligeholdelse
af hegn, som i henhold til bestemmelserne i hegnsloven påhviler ejerne,
er disse pligtige at vedligeholde dels den side af hegnene, som vender ind mod
deres egen grund, og dels den side, som vender ud mod vej eller sti.
Det er vigtigt at samtlige medlemmer respekterer disse regler. Der findes i dag enkelte parceller, der ikke respekterer vedtægternes bestemmelser. Disse parceller må sørge for at bringe forholdene i orden.
Der skal endvidere gøres opmærksom på, at det fremgår af hegnsloven, at al hegn ud mod vej skal holdes helt inde på egen grund. For hække buske mv. betyder det, at de skal plantes så langt inde på egen grund, at planterne i udvokset stand ikke når ud over skel mod vej.
NB: Er der nogen der savner vedtægterne kan de rekvireres hos bestyrelsen.
Med venlig hilsen
Pbv
Birger Helgesen
formand