NY MÆGLERGÅRDS GRUNDEJERFORENING
v/formand Ole Vangshardt
Brøndby Alle 23 A
2660 Brøndby Strand
Den 08. november 2010
Roy Langdalen m.fl.
Brøndby Allé 3
Palle Bengtsson m.fl.
Brøndby Allé 4
Karin Clausen m. fl.
Markvej 56
Vedrørende opførsel af havemur.
I grundejerforeningen har vi gennem flere år - på såvel ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger – drøftet, om hegnene mod vej på parcellerne Brøndby Allé 3 og 4 samt Markvej 56 var opført i overensstemmelse med grundejerforeningens vedtægter §14.
Der har på generalforsamlingerne været argumenteret for og imod indholdet af §14, uden at det har været muligt at skaffe et kvalificeret flertal til eventuelt at ændre den pågældende §14. Bestyrelsen har derfor forsøgt - og været forpligtet til uden væsentlige omkostninger - at søge en juridisk afklaring bl.a. gennem anlæggelse af en sag ved hegnssynet. Hegnssynet har afvist at behandle sagen med den begrundelse, at grundejerforeningen ikke er påtaleberettiget, dvs. ikke kan handle som juridisk person, og har derfor heller ikke taget stilling til murspørgsmålet.
Hvem er så påtaleberettiget? Det spørgsmål kan afklares ved at læse i den på alle parceller tinglyste servitut af 6/11 1923, der omhandler bebyggelse og benyttelse, hegn, vej, gangsti og kloak m.v. Af servitutten fremgår at påtaleberettigede er ejerne af parceller indenfor 150 meter. Hegnssynet anerkender altså ikke, at grundejerforeningen på alle medlemmers vegne er påtaleberettiget. Det skulle være en enkelt grundejer, der anlagde sagen, for at den kunne behandles.
Da ejerne af to af parcellerne har oplyst, at kommunen har godkendt opførelsen af deres mure, har bestyrelsen søgt aktindsigt i korrespondancen mellem Brøndby Allé 3 og kommunen og tidligere også vedr. Markvej 56.
Vedr. Brøndby Allé 3 fremgår det af kommunens brev af 10. december 2009, at ”Opførelsen er ikke omfattet af bygningsreglement 2008, og skal ikke byggesagsbehandles, jf. Bygningsreglement 2008, kapitel 1.2, stk. 1.6.” Kommunen har således ikke som sådan godkendt muren, men alene oplyst, at opførelsen ikke er omfattet af bygningsreglementet og dermed ikke skal byggesagsbehandles.
Vedr. Markvej 56 har kommunen i byggesagen udtalt, at ”Hvad der står i vedtægterne, skal bygherre selv følge op på, og da vedtægterne er privatretlig regulering modsat offentlig regulering som en lokalplan, skal problemet løses mellem bygherre og grundejerforening. Kommunen har ikke tilsynspligt omkring overholdelsen af grundejerforeningens vedtægter”.
Endelig har spørgsmålet om tinglysning af foreningens vedtægter for at være gældende været rejst, og bestyrelsen har den 12. oktober 2010 spurgt kommunen herom. Kommunen svarer, at ”Gyldigheden af vedtægten er ikke et forhold, som hører under kommunens kompetence. Der er tale om en privat forening, som kommunen ikke kan pålægge at foretage bestemte sikringsakter, f.eks. tinglysning på de enkelte matrikler.”
Det er herefter bestyrelsens opfattelse, at de nugældende vedtægter, specielt vedr. §14, fortsat er gældende.
Efter behandlingen på den seneste generalforsamling har bestyrelsen besluttet at gøre følgende
• Sende dette brev enslydende til Brøndby Allé 3 og 4 samt
Markvej 56
• Lægge kopi af brevet på grundejerforeningens hjemmeside
• Sende et brev til Teknisk Forvaltning i Brøndby Kommune og anmode
om, at den ved fremtidige byggesager oplyser om, at ejeren selv skal undersøge,
om byggeriet er i overensstemmelse med tinglyste deklarationer, særligt
den af 6/11 1923, eller med grundejerforeningens vedtægter.
Bestyrelsen betragter hermed debatten om opførelse af hegn/mur på de 3 parceller for afsluttet.
På bestyrelsens vegne
Ole Vangshardt